www.svenderiks.blog.com

Som den ivrige læser ved, har jeg fået det gode råd at flytte bloggen.
Det er nu sket.
Mine indlæg har jeg flyttet, men ikke kommentarerne, for det kan jeg vist ikke gøre uden at de fremstår som mine egne.
Fremtidige indlæg kan læses på www.svenderiks.blog.com.
Klik ind på den nye "NU HVOR DØVE KAN HØRE".
Mig bekendt findes du ikke noget lignende på dansk.

Hvor er Holger?

Når man skal læse en bog for sit barn, er ”Find Holger” et godt valg.
Når Holger er blevet væk i skoven, skal alle ud og finde Holger.
Når døve skal have arbejde, er udfordringen at finde Holger.

For tiden er der mange mennesker beskæftiget med at lave projekter, der skal bringe døve i arbejde.
Det er der ikke noget rigtig nyt i, men ambitionsniveauet er højt denne gang.

Jeg faldt lige over, at Arbejdsmarkedsstyrelsen har lavet hjemmesiden www.joboghandicap.dk og en tilknyttet side på Facebook.

Vi har også i længere tid kunnet følge Danske Døves Landsforbunds 3-årige kampagne ”Slip fordommene”.

Alt sammen, fordi der er alt for mange arbejdsløse døve.

Hvor mange arbejdsløse døve er det nu, der er?
Det er der også lavet flotte undersøgelser over. De har sikkert kostet spidsen af en jetjager, og de har sikkert givet anledning til mange møder og konferencer.
De har sikkert ikke banet vejen til arbejde for ret mange af de få hundrede reelt arbejdsløse døve. 

I 1968 fik vi den første undersøgelse af døves beskæftigelsesforhold. Den viste, at arbejdsløsheden for døve ikke var større end for andre.

Så kom oliekrisen i midten af 1970'erne. Den medførte stor arbejdsløshed generelt, og så begyndte døve at få problemer. Det var i høj grad de ufaglærte og på andre måder svage arbejdere, der blev fyret. Mange døve var i den gruppe og blev arbejdsløse.

 Siden oliekrisen har arbejdsløsheden været et centralt problem for døve.

 Der er afholdt talrige konferencer om emnet. På en af de første, hvor mange professionelle inden for døveverdenen var samlet, sagde Knud Søndergaard, som dengang var formand for DDL: ”Hvor mange arbejdsløse er der? Hvor mange er I? Hvis hver af jer skaffer arbejde til én døv, så er problemet løst!”

Det var en irriterende bemærkning. Både fordi det selvfølgelig er noget sludder, at jobskaffelse foregår på den måde, og så fordi det ikke er helt forkert!

Hvorfor havde Knud Søndergaard ret?

Fordi de få hundrede døve arbejdsløse er meget, meget forskellige. I DDL's og Arbejdsmarkedstyrelsens kampagner viser man velbegavede, veduddannede og stærkt motiverede døve frem. Sådan er virkeligheden ikke. Men virkeligheden sælger ingen billetter. Mange døve er ikke særlig godt begavet – ligesom os andre -, mange er meget dårligt uddannede, og mange er ikke særligt motiverede for et job nederst på prestigestigen. Ofte er kommunikationen er stort problem, selv om projekterne gør alt, hvad de kan, for at tale det ned.

Den slags arbejdsløse kan man ikke skaffe arbejde til i bundter. De kræver individuelle indsatser. 

For mange år siden lavede man i Aalborg en meget fin video om døve. Den hed ”Så hør dog efter” og kostede efter sigende en million. Den blev udleveret på CD til virksomheder i en fin kasse med hovedtelefoner og det hele. Den skulle forklare cheferne ude på arbejdspladserne, hvad det vil sige at være døv, hvordan man løser kommunikationsudfordringen m.m. Den var virkelig flot, men en million! Nu be’r jeg Dem fru Heilbundt.

Hvis sandheden skal frem, så blev jeg selv krediteret på CD’en for min indsats. Den bestod i at deltage i et møde, hvor maden var ganske udmærket.

Jeg afleverede selv nogle eksemplarer til arbejdsgivere, jeg var i kontakt med.

Nogle uger senere spurgte jeg dem, om de havde set den? Det havde ingen!

Fik man bare en enkelt arbejdsløs ud på markedet pga. den video? Jeg ved det ikke, men skal vi vædde?!

Jeg har selv været arbejdsgiver. Når jeg skulle ansætte en ny medarbejder, ville jeg se kandidaterne for mig. Ikke en befolkningsgruppe, det var synd for. Jeg ville ikke fedtes ind i en generel handicapproblematik. Jeg skulle bare have en god, ny medarbejder. Jeg ville ikke spilde tid på at se en video eller checke en hjemmeside, der forsøger at få mig til at forstå, at det da slet ikke er et problem at være handicappet.

Men vis mig en konkret person. Vis mig hans kompetencer og engagement. Vis mig, hvad kommunikationsudfordringen drejer sig om. Forklar mig så, hvordan den kan løses, og jeg vil – måske - være lydhør.

Jeg var døvekonsulent og hyggede mig sammen med min kollega med ”at finde Holger”. Det var gået op for os, at i mange virksomheder er der i hvert fald én person, som vil være positiv overfor at ansætte en døv. Det kunne være en værkfører, en svend, eller det kunne være chefen. Vi kaldte ham ”Holger”. Måske var ”Holgers” datter veninde med en døv pige henne i rideskolen. Måske havde ”Holger” spillet fodbold mod et døvehold engang (den har jeg hørt flere gange!), eller måske syntes ”Holger” bare, at det var synd for de handicappede. Men ”Holger” var positiv og parat til selv at give en hånd med for at løse det her lille problem, vi stod med. Forudsat altså, at den døve jobansøger var tændt. 

Men det er helt sikkert, at ”Holger” gider ikke søge på hjemmesider for at finde nogen, han kan hjælpe. ”Holger” gider ikke kampagner, der skal overtale ham til noget. ”Holger” vil føle, at det er ham, der kører med klatten.

Derfor er kampagner bedst til at skaffe arbejde til en masse mennesker, der udvikler og driver kampagner. Når kampagnerne er slut, er det værst for kampagnemedarbejderne. Arbejdsløsheden blandt døve påvirkes ikke synderligt.

 Det samme gælder i øvrigt for alle konferencerne og møderne.

Du skulle hellere tage en døv i hånden og besøge en arbejdsplads!

Men det er ikke så smart som en multimediekampagne og en konference på et pænt sted, hvor man møder sine legekammerater og hvor man føler, at man gør en forskel.  

Hvis du gerne vil have tal på bordet, så kig her: http://cbg.dk/LinkClick.aspx?fileticket=H75qkzfL_eo%3D&tabid=174

Jeg går ikke af vejen for at være lidt plat, hvis det kan forløse den politisk korrektes forargelse. Her er en smagsprøve:

Hvis du vil bidrage til, at døve arbejdsløse får arbejde, så lær dem dette:

Sig godmorgen og smil til chefen.

P.S. Jeg ved godt, at døve er forskellige. Dem, der for tiden præger medierne, er de højt uddannede, yngre, dynamisk døve, som har svært ved at finde jobs, der kan matche deres ambitioner. 

Dem, jeg har brændt for, er de andre. Dem, der har svært ved dansk, svært ved at komme op om morgenen, svært ved at være glad for sig selv og livet.

Er denne blog imod døve?

Hvilket formål har idioten med at lave en blog, som tilsyneladende bare kritiserer døve? Det vil mange venner af døvesagen sikkert spørge om.

Med den slags venner har døvesagen ikke brug for fjender, vil vennerne sikkert mene.  

Jeg kan komme i tanke om 2 formål:

1.   Der er rigtig mange ting, man ikke må sige i den danske døveverden. Solide tabuer, som man skal holde sin mund med, hvis man vil holde sig inde i det pæne selskab.

Jeg vil ikke udløse spændingen ved straks at røbe en række af disse tabuer, men hen ad vejen vil jeg heller ikke gå af vejen for at bryde dem.

Tabuerne er de hemmeligheder, som efter uskrevne love ikke må omtales. Og når man ikke må tale om dem, så kan man heller ikke ændre dem.

Det betyder, at de usunde og dårlige ting i døveverdenen ikke kan forbedres og helbredes.

Et af formålene med denne blog er at sige noget af det, man ikke må sige.

2.   Døveverdenen bliver mindre i de kommende årtier. Der vil være færre og færre døve, som har tegnsprog som deres modersmål/første sprog, som føler sig tæt knyttet til døvemiljøer, er elever i døveskoler, er medlem af døveforeninger, deltager i døvesport, bruger tegnsprogstolke og alle de mange andre tilbud, som findes for døve.

Den virkelighed vil store dele af døveverdenen ikke se i øjnene. Mange døve holder fast i, at intet er forandret. De lukker øjnene for betydningen af fantastiske høreapparater og cochlear implant og hævder – på trods af udviklingen, som allerede er meget tydelig – at tegnsprogs- og døvemiljøer fortsat vil eksistere næsten uændret langt ud i fremtiden.

Et af formålene med denne blog er at bidrage til, at døveverdenen stopper sit selvbedrag og styrer efter fremtiden behov.

Jeg tror, at døveverdenen har langt større chancer for at skabe en sund og positiv udvikling, hvis man ser virkeligheden i øjnene og taler åbent og ærligt om de udfordringer og vanskeligheder, der ligger og venter på alle døve i årtierne, der kommer.

Jeg vil gerne med denne blog give et bidrag til åbenhed og ærlighed, til gavn for døve.

Kommende formand for Danske Døves Landsforbund skyder sig i foden!

Ifølge Jyske Vestkysten d.d. har Danske Døves Ungdomsforbund tildelt Haderslev Kommune ”Årets håndjern” for sit forsøg på at flytte to elever fra Center for Høretab til en lokal kommuneskole i Haderslev.

Med frygtløs beton i næverne og hul i hovedet blander DDU-formand Janne Boye Niemelä sig hermed i en problematik, hun åbenlyst ikke kan forstå.

DDU kalder eleverne døve. Det er forkert.
DDU hævder, at eleverne er afhængige af tegnsprog. Det er forkert.
DDU tror, at hvis eleverne ikke har mulighed for at leve i et tegnsprogsmiljø, ”fratager man dem muligheden for at kommunikere”. Det er forkert.

Ligesom Døvefilm Video forsøger Janne Boye det primitive trick at omtale de to elever som døve, hvad de ikke er. De kan høre en del, de kan tale dansk og de er langt fra i alle situationer afhængige af tegnsprog.

Hvorfor dummer DDU sig sådan?

Når DDU udsender en pressemeddelelse om ”Årets håndjern”, må det være for at skabe opmærksomhed, først og fremmest om sig selv. Sagen om de to elever er jo afsluttet til elevernes fordel.

DDU tror, at verden er sort/hvid. Enten er du døv, eller også er du hørende. Hvis du er døv, skal der kæmpes for tegnsprog. Basta!

Man ønsker at fremstå som foreningen, der vogter over døves rettigheder og vil gerne slå hårdt ned på dem, der træder døves ret under fode.

Når man så ikke kan finde nogen myndigheder, der har behandlet døve dårligt, hopper man på den første, den bedste kvarte sandhed.

Sagen fra Haderslev har fået meget presseopmærksomhed, og DDU forsøger at komme med på en ren vindersag.

Men DDU demonstrerer hermed blot sit blinde øje. Hvis det ikke var trist, ville det være til grin.

Mest trist, fordi Janne Boye i næste måned bliver valgt til posten som formand for Danske Døves Landsforbund. Uhauha!

Døvefilm Video manipulerer med hørehæmmedes behov!

DR1 sender hver lørdag ”Tidens Tegn”, et program produceret af Døvefilm Video for især døve borgere.
Lørdag den 2. april 2011 handlede et af indslagene om to elever på Center for Høretab.
Deres hjemkommune vil flytte dem til en lokal folkeskole. Det er meget imod elevernes og deres forældres ønske. Derfor har sagen fået en del offentlig opmærksomhed.
Døvefilm Video kom desværre til – bevidst eller ubevidst – at støtte den betonagtige holdning, som i nogen grad præger døveverdenen, og som denne blog bl.a har til formål at pege på.
Studieværten fortæller i indledningen, at eleverne må sige farvel til tegnsprogsmiljøet.
Så tænker man jo, at der må være tale om døve børn, som er afhængige tegnsprog. Men er de det?
Det får vi ikke noget at vide om. Men hvis man har fulgt sagen vil man vide, at det er de ikke!

Men Døvefilm Video manipulerer bare med virkeligheden ved at interviewe en af eleverne på tegnsprog.
Skal man tro Døvefilm Video, så er der altså tale om en døv pige, som kommunen vil forhindre i at bruge tegnsprog.
Virkeligheden kan være meget mere nuanceret. Eleven kan klare sig i mange situationer helt uden tegnsprog. Måske er det ikke tegnsproget, hun vil komme til at mangle. Måske er det velfungerende høreteknik, specialuddannede lærere med stor erfaring i undervisning af børn med høretab, god akustik i lokalerne og god belysning, en lille klassekvotient, støttetegn af og til osv.
I Døvefilm Videos indslag var også et interview med Danske Døves Landsforbunds formand Asger Bergmann. Han var en del mere nuanceret i sin vurdering af hørehæmmede børns behov, heldigvis.
Men Døvefilm Video skaber en historie, som fastholder verden af i går! Det er måske godt for Døvefilm Video, men det er ikke godt for døve.

P.S. Forældrene klagede til kommunen, som efter den 2. april trak sin beslutning tilbage. De to elever får lov til at fortsætte på Center for Høretab.

Se Døvefilm Video: http://vpodcast.dr.dk/DR1/Tidens_tegn/2011/Tidens_tegn_110402121007.mp4

5000, men så er døve katte og hunde vist også talt med

Der er 5000 døve i Danmark. Det siger de allesammen. Det kan man læse masser af steder.
Men hvordan er man kommet frem til det tal?
Der er ingen registre, der fortæller, hvor mange døve, der er i Danmark.
Jeg ved det, for jeg har engang lavet en arbejdsmarkedsundersøgelse, hvor vi ville i kontakt med alle døve.
Man kan spørge høreklinikkerne, hvor mange, de har regisreret. Men de svarer ikke. Man kan spørge døveforeningerne. Men ikke alle døve er medlem af en forening. Man kan spørge døvekonsulentenre. Men ikke alle døve er i kontakt med offentlige hjælpere. Man kan spørge døveskolerne. Men ikke alle døve har gået i døveskole.
Og når det kommer til stykket, så skal man også definere, hvad det vil sige at være døv.
I min arbejdsmarkedsundersøgelse kom jeg alligevel frem til, at der var omkring 1200 døve (tegnsprogsbrugere) i alderen 18-66 år, som stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Det var i slutningen af 1980'erne, og dengang var 8% førtidspensionister. Der var nogle, der var uder 18 år, og ganske givet også på 67 år og ældre.
Men 5000 døve i alt. Aldrig i livet. 3000, højst.
Prøv engang at spørge dem, der siger, at der er 5000 døve, hvor de ved det fra. Det er noget, de har læst, at nogen har skrevet, fordi de har læst et sted, at nogen har skrevet, fordi....
Nu er det jo ikke en kritik af de døve, at de ikke er så mange, som de siger, de er.
Men det betyder, at eftersom der ikke kommer flere børn, der vokser op som døve, så vil antallet af voksne døve blive mindre og mindre en del hurtigere, end døvesamfundet forventer.

Når antallet af autister stiger, flytter vi børn med høretab tilbage til folkeskolerne

Berlinske har i dag skrevet om, at 3 ud af 4 danske kommuner vil tage børn ud af specialskolerne og ind i folkeskolerne.

DR’s P1 har fulgt op med interviews med eksperter, der advarer om denne udvikling.

Man hævder, at lærerne i folkeskolen ikke er kvalificerede og at forældre til almindelige børn vil flytte deres børn til privatskoler.

Det er sikkert rigtigt, og der vil sikkert i løbet af i dag og de følgende dage komme flere forslag til, hvor galt, det vil gå i folkeskolen.

Min undren går på: Hvorfor tror man, at man kan tale om børn med særlige behov, som om det er én gruppe, der har noget som helst til fælles?

Jeg mener at kende svaret: Fordi de håndteres i de samme lovparagraffer, og fordi det er nemmere at tale om, når man har det samlet i ét bundt.

Det holder bare ikke! Børn med høretab har intet til fælles med autister, blinde eller børn med socioemotionelle vanskeligheder. Ikke andet, end at de har behov for særlige hensyn og derfor koster mere end almindelige børn.

Antallet af børn på specialskoler er steget voldsomt de senere år. Men hvilke børn?

Børn med høretab har haft adgang til specialskoler siden 1807. I årtier er antallet af døve og hørehæmmede børn på specialskoler ikke steget. Det er snarere faldet, især i de senere år, fordi høreapparater og cochlear implant har betydet, at mange hørelser er blevet meget bedre.

I 1970’erne blev det moderne at integrere børn med generel udviklingshæmning i folkeskoler. Så fulgte mange børn med høretab med i slipstrømmen. Mange familier og fagpersoner ved i dag, at en del af disse børn led uoprettelig skade, fordi de blev isolerede i en hørende verden, som slet ikke forstod at tage de nødvendige hensyn.

Her i 2010’erne kan det blive moderne at integrere (nu hedder det bare inkludere, men gad vide om skolerne forstår forskellen?) børn med bl.a. autisme og socioemotionelle vanskeligheder, for disse grupper har boomet på specialskolerne de senere år.

Og igen vil det ske, at børn med høretab tvinges med i slipstrømmen.

Der er ingen grund til at tro, at de skader, som børnene vil lide, vil være anderledes end i 1970’erne.

Men når det om nogle år bliver synligt, HAR man jo sparet de penge, man gik efter at spare.