lørdag den 9. april 2011

Døvefilm Video manipulerer med hørehæmmedes behov!

DR1 sender hver lørdag ”Tidens Tegn”, et program produceret af Døvefilm Video for især døve borgere.
Lørdag den 2. april 2011 handlede et af indslagene om to elever på Center for Høretab.
Deres hjemkommune vil flytte dem til en lokal folkeskole. Det er meget imod elevernes og deres forældres ønske. Derfor har sagen fået en del offentlig opmærksomhed.
Døvefilm Video kom desværre til – bevidst eller ubevidst – at støtte den betonagtige holdning, som i nogen grad præger døveverdenen, og som denne blog bl.a har til formål at pege på.
Studieværten fortæller i indledningen, at eleverne må sige farvel til tegnsprogsmiljøet.
Så tænker man jo, at der må være tale om døve børn, som er afhængige tegnsprog. Men er de det?
Det får vi ikke noget at vide om. Men hvis man har fulgt sagen vil man vide, at det er de ikke!
Men Døvefilm Video manipulerer bare med virkeligheden ved at interviewe en af eleverne på tegnsprog.
Skal man tro Døvefilm Video, så er der altså tale om en døv pige, som kommunen vil forhindre i at bruge tegnsprog.
Virkeligheden kan være meget mere nuanceret. Eleven kan klare sig i mange situationer helt uden tegnsprog. Måske er det ikke tegnsproget, hun vil komme til at mangle. Måske er det velfungerende høreteknik, specialuddannede lærere med stor erfaring i undervisning af børn med høretab, god akustik i lokalerne og god belysning, en lille klassekvotient, støttetegn af og til osv.
I Døvefilm Videos indslag var også et interview med Danske Døves Landsforbunds formand Asger Bergmann. Han var en del mere nuanceret i sin vurdering af hørehæmmede børns behov, heldigvis.
Men Døvefilm Video skaber en historie, som fastholder verden af i går! Det er måske godt for Døvefilm Video, men det er ikke godt for døve.

P.S. Forældrene klagede til kommunen, som efter den 2. april trak sin beslutning tilbage. De to elever får lov til at fortsætte på Center for Høretab.

Se Døvefilm Video: http://vpodcast.dr.dk/DR1/Tidens_tegn/2011/Tidens_tegn_110402121007.mp4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar