Hvilket formål har idioten med at lave en blog, som tilsyneladende bare kritiserer døve? Det vil mange venner af døvesagen sikkert spørge om.
Med den slags venner har døvesagen ikke brug for fjender, vil vennerne sikkert mene.
Jeg kan komme i tanke om 2 formål:
1. Der er rigtig mange ting, man ikke må sige i den danske døveverden. Solide tabuer, som man skal holde sin mund med, hvis man vil holde sig inde i det pæne selskab.
Jeg vil ikke udløse spændingen ved straks at røbe en række af disse tabuer, men hen ad vejen vil jeg heller ikke gå af vejen for at bryde dem.
Tabuerne er de hemmeligheder, som efter uskrevne love ikke må omtales. Og når man ikke må tale om dem, så kan man heller ikke ændre dem.
Det betyder, at de usunde og dårlige ting i døveverdenen ikke kan forbedres og helbredes.
Et af formålene med denne blog er at sige noget af det, man ikke må sige.
2. Døveverdenen bliver mindre i de kommende årtier. Der vil være færre og færre døve, som har tegnsprog som deres modersmål/første sprog, som føler sig tæt knyttet til døvemiljøer, er elever i døveskoler, er medlem af døveforeninger, deltager i døvesport, bruger tegnsprogstolke og alle de mange andre tilbud, som findes for døve.
Den virkelighed vil store dele af døveverdenen ikke se i øjnene. Mange døve holder fast i, at intet er forandret. De lukker øjnene for betydningen af fantastiske høreapparater og cochlear implant og hævder – på trods af udviklingen, som allerede er meget tydelig – at tegnsprogs- og døvemiljøer fortsat vil eksistere næsten uændret langt ud i fremtiden.
Et af formålene med denne blog er at bidrage til, at døveverdenen stopper sit selvbedrag og styrer efter fremtiden behov.
Jeg tror, at døveverdenen har langt større chancer for at skabe en sund og positiv udvikling, hvis man ser virkeligheden i øjnene og taler åbent og ærligt om de udfordringer og vanskeligheder, der ligger og venter på alle døve i årtierne, der kommer.
Jeg vil gerne med denne blog give et bidrag til åbenhed og ærlighed, til gavn for døve.
Jeg synes det er et interessant indlæg du har skrevet her - men på et punkt er vi uenige:
SvarSletJeg oplever IKKE at døve generelt giver udtryk for uforandrethed i egne kredse. Tværtimod ser jeg en livlig debat på området og en generel accept af, at udviklingen kan man ikke komme udenom.
Den kunne måske være mere nuanceret - det kan vi godt blive enige om og jeg synes personligt også tit at retorikken i debatten hen over hegnet bliver for defensiv og uimodtagelig for andre synspunkter end ens egne. Men her synes jeg faktisk at begge "lejre" gør sig skyldige.
Jeg synes ikke man kan tegne set op så sort og hvidt som dit andet formål indikerer.
Og måske du mangler at erkende, at selv om du har arbejdet på døve området i rigtigt mange år og kender miljøet ud og ind, så står du alligevel udenfor og kigger ind. De dynamikker der lever i døvekredse er for nogles vedkommende af en karakter, der kun vanskeligt lader sig afkode af andre end dem, der rent faktisk lever med et høretab - og heri ligger også behov, der kan være usynlige for andre end dem der kender til dem: At uagtet de nye teknologiske muligheders vidunderlighed, så har de stadig nogle begrænsninger og at høretab handler om ret mange flere ting end det ikke at kunne høre.
Jeg ved du nu vil sige, at det ikke er det samme, når jeg fortæller dig om min egen opvækst som enkeltintegreret. Du vil prøve at fortælle mig, at det hedder noget andet i dag og at området for høreomsorg i øvrigt er en del bedre udviklet end det var i sin tid.
Jeg tror dig ikke.
Jeg kender nemlig følelsen af, at leve med et høretab på grænsen, hvor jeg sådan set godt kunne høre det meste (også musik) og hvor jeg kunne følge med fagligt med minimal støtte og på det sociale område også fungerede rimeligt godt, når jeg ikke var udmattet af at skulle følge med på den faglige bane.
Men jeg følte mig altid anderledes og alene på en underligt diffus måde, jeg ikke kunne adressere dengang. Det er bestemt ikke uden omkostninger at vokse op på den måde.
Nogle af børnene med CI kan fungere fint i dagligdagen sådan overordnet set og måske kan en del af dem også "nøjes" med at se andre ci børn ved "festlige lejligheder". Men jeg er ikke overbevist om, at høreomsorgen på området er tilstrækkeligt opmærksom på dem der ikke kan - dem som - måske uden selv at være bevidste om det - strider sig gennem tilværelsen uden at blive set som det de i virkeligheden er : CI implanterede børn, der ikke profiterer optimalt.
Jeg har på fornemmelsen, at man af og til kæmper for længe med at holde dem og familierne faste i forestillingen om, at med mere øvelse skal det nok gå og jeg kan blive alvorligt bange for, at vi taber nogle børn/unge på gulvet her.
Jeg synes ikke døveverdenen er blind.
De fleste jeg kender hilser udviklingen velkommen som en del af livet. Men vi forbeholder os retten til at være kritiske og opmærksomme - for vi har nogle kropslige og mentale erfaringer som du og andre ikke har og en smule respekt for og lydhørhed overfor netop disse erfaringer ville bestemt også være på sin plads den anden vej rundt.
Kære Jette,
SvarSletNår du ved, hvad jeg vil sige - og jeg også ved, hvad du vil sige - så kan vi jo bytte roller:
Du skriver det, jeg mener, og vice versa :-)
Spøg til side.
Netop fordi jeg har arbejdet mange år sammen med døve og hørehæmmede, så VED jeg, at der er meget i døves liv, jeg aldrig kan komme til at forstå.
Jeg tror også - og har altid gjort det - at "et høretab på grænsen", som du kalder det, er vanskeligere at leve med end egentlig døvhed.
Jeg tror bestemt ikke, det er blevet nemmere, på trods af al vores fantastiske teknologi.
I din kommentar gør du det samme meningsløse, som mange døve gør: Argumenterer for, at børn med CI/HA har brug for tegnsprog og døvemiljøer.
Det er slet ikke det, det drejer sig om efter min mening.
Børnenes forældre har ansvaret for, hvordan børnene skal vokse op.
Forældrene vælger IKKE tegnsprog til deres børn længere, og de kobler ikke deres børn på døvemiljøerne.
Derfor vokser børnene op i deres hørende miljøer. Nogle får succes, andre får det skidt, men de kommer ikke ind i døveverdenen.
Derfor bliver døveverdenen mindre og mindre. Og den kan hurtigt blive så lille, at den mister sine meget store økonomiske tilskud, sit LEVENDE tegnsprog, sine foreninger og klubber og formelle/uformelle miljøer.
Hvad f….. vil I gøre, når I kun er 1000 tegnsprogsbrugere tilbage…,500 tilbage, 127, 126,….?
Det er vigtigt at tage fat i!