5000, men så er døve katte og hunde vist også talt med

Der er 5000 døve i Danmark. Det siger de allesammen. Det kan man læse masser af steder.
Men hvordan er man kommet frem til det tal?
Der er ingen registre, der fortæller, hvor mange døve, der er i Danmark.
Jeg ved det, for jeg har engang lavet en arbejdsmarkedsundersøgelse, hvor vi ville i kontakt med alle døve.
Man kan spørge høreklinikkerne, hvor mange, de har regisreret. Men de svarer ikke. Man kan spørge døveforeningerne. Men ikke alle døve er medlem af en forening. Man kan spørge døvekonsulentenre. Men ikke alle døve er i kontakt med offentlige hjælpere. Man kan spørge døveskolerne. Men ikke alle døve har gået i døveskole.
Og når det kommer til stykket, så skal man også definere, hvad det vil sige at være døv.
I min arbejdsmarkedsundersøgelse kom jeg alligevel frem til, at der var omkring 1200 døve (tegnsprogsbrugere) i alderen 18-66 år, som stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Det var i slutningen af 1980'erne, og dengang var 8% førtidspensionister. Der var nogle, der var uder 18 år, og ganske givet også på 67 år og ældre.
Men 5000 døve i alt. Aldrig i livet. 3000, højst.
Prøv engang at spørge dem, der siger, at der er 5000 døve, hvor de ved det fra. Det er noget, de har læst, at nogen har skrevet, fordi de har læst et sted, at nogen har skrevet, fordi....
Nu er det jo ikke en kritik af de døve, at de ikke er så mange, som de siger, de er.
Men det betyder, at eftersom der ikke kommer flere børn, der vokser op som døve, så vil antallet af voksne døve blive mindre og mindre en del hurtigere, end døvesamfundet forventer.

Når antallet af autister stiger, flytter vi børn med høretab tilbage til folkeskolerne

Berlinske har i dag skrevet om, at 3 ud af 4 danske kommuner vil tage børn ud af specialskolerne og ind i folkeskolerne.

DR’s P1 har fulgt op med interviews med eksperter, der advarer om denne udvikling.

Man hævder, at lærerne i folkeskolen ikke er kvalificerede og at forældre til almindelige børn vil flytte deres børn til privatskoler.

Det er sikkert rigtigt, og der vil sikkert i løbet af i dag og de følgende dage komme flere forslag til, hvor galt, det vil gå i folkeskolen.

Min undren går på: Hvorfor tror man, at man kan tale om børn med særlige behov, som om det er én gruppe, der har noget som helst til fælles?

Jeg mener at kende svaret: Fordi de håndteres i de samme lovparagraffer, og fordi det er nemmere at tale om, når man har det samlet i ét bundt.

Det holder bare ikke! Børn med høretab har intet til fælles med autister, blinde eller børn med socioemotionelle vanskeligheder. Ikke andet, end at de har behov for særlige hensyn og derfor koster mere end almindelige børn.

Antallet af børn på specialskoler er steget voldsomt de senere år. Men hvilke børn?

Børn med høretab har haft adgang til specialskoler siden 1807. I årtier er antallet af døve og hørehæmmede børn på specialskoler ikke steget. Det er snarere faldet, især i de senere år, fordi høreapparater og cochlear implant har betydet, at mange hørelser er blevet meget bedre.

I 1970’erne blev det moderne at integrere børn med generel udviklingshæmning i folkeskoler. Så fulgte mange børn med høretab med i slipstrømmen. Mange familier og fagpersoner ved i dag, at en del af disse børn led uoprettelig skade, fordi de blev isolerede i en hørende verden, som slet ikke forstod at tage de nødvendige hensyn.

Her i 2010’erne kan det blive moderne at integrere (nu hedder det bare inkludere, men gad vide om skolerne forstår forskellen?) børn med bl.a. autisme og socioemotionelle vanskeligheder, for disse grupper har boomet på specialskolerne de senere år.

Og igen vil det ske, at børn med høretab tvinges med i slipstrømmen.

Der er ingen grund til at tro, at de skader, som børnene vil lide, vil være anderledes end i 1970’erne.

Men når det om nogle år bliver synligt, HAR man jo sparet de penge, man gik efter at spare.

Nu er det payback time

Jeg har arbejdet inden for døveområdet i ca. 35 år. For nylig blev jeg blevet pensionist og dermed udsat for at brænde inde med den erfaring og de holdninger, som årene har bidraget med.
Hvis sandheden skal frem, var jeg måske heller ikke god til synlige holdninger i de senere år af arbejdslivet, men det kommer jeg nok tilbage til i et senere indlæg.
Min forsømmelse vil jeg råde bod på med denne blog.

Jeg har fulgt udviklingen på døveområdet fra dengang, tegnsprog var noget, man som lærer skulle være tilbageholdende med, over den tid, hvor man selvfølgelig talte tegnsprog - uden stemme - , hvis der var døve inden for øjenrækkevidde og til i dag, hvor døve børn er ved at slippe op pga. cochlear implant.
Parallelt med tegnsprogets op- og nedtur er døves op- og nedtur som kulturel minoritet forløbet. Før vi begyndte at tale om, at tegnsprog var et ligeværdigt sprog, anså døve sig ikke som ligeværdige i forhold til os andre. Men da det gik op for dem, at tegnsprog var et smukt og fuldt anvendeligt sprog, fik de selvværd. Det var en dejlig tid, når man sådan ser tilbage på den. Den er nemlig fortid.
Døve erhvervede sig en masse muligheder, primært i form af tegnsprogstolkning og altid begrundet i deres særlige ret til at kommunikere på tegnsprog.
Fremover vil der være færre og færre døve, som kan og vil hævde den ret, og dermed bliver det payback time for myndigheder og andre, der gennem årene er sat til vægs af døveverdenens retfærdige kamp for ligebehandling.
Nogle af de myndigheder, som har betalt rigtig mange penge til tegnsprogstolkning, er begyndt at spørge, om det nu også kan være rigtigt.
Nogle af de myndighder, som gennem årene følte, at de var nødt til at betale en lang række andre udgifter, som døveverdenen krævede af dem, er nu begyndt at holde igen og trække modsat.
Der er en kamp i gang, og der er flere fronter end her antydet.
Jeg tror, at kampen fortsætter, indtil døveverdenen har tabt.