Jeg har arbejdet inden for døveområdet i ca. 35 år. For nylig blev jeg blevet pensionist og dermed udsat for at brænde inde med den erfaring og de holdninger, som årene har bidraget med.
Hvis sandheden skal frem, var jeg måske heller ikke god til synlige holdninger i de senere år af arbejdslivet, men det kommer jeg nok tilbage til i et senere indlæg.
Min forsømmelse vil jeg råde bod på med denne blog.
Jeg har fulgt udviklingen på døveområdet fra dengang, tegnsprog var noget, man som lærer skulle være tilbageholdende med, over den tid, hvor man selvfølgelig talte tegnsprog - uden stemme - , hvis der var døve inden for øjenrækkevidde og til i dag, hvor døve børn er ved at slippe op pga. cochlear implant.
Parallelt med tegnsprogets op- og nedtur er døves op- og nedtur som kulturel minoritet forløbet. Før vi begyndte at tale om, at tegnsprog var et ligeværdigt sprog, anså døve sig ikke som ligeværdige i forhold til os andre. Men da det gik op for dem, at tegnsprog var et smukt og fuldt anvendeligt sprog, fik de selvværd. Det var en dejlig tid, når man sådan ser tilbage på den. Den er nemlig fortid.
Døve erhvervede sig en masse muligheder, primært i form af tegnsprogstolkning og altid begrundet i deres særlige ret til at kommunikere på tegnsprog.
Fremover vil der være færre og færre døve, som kan og vil hævde den ret, og dermed bliver det payback time for myndigheder og andre, der gennem årene er sat til vægs af døveverdenens retfærdige kamp for ligebehandling.
Nogle af de myndigheder, som har betalt rigtig mange penge til tegnsprogstolkning, er begyndt at spørge, om det nu også kan være rigtigt.
Nogle af de myndighder, som gennem årene følte, at de var nødt til at betale en lang række andre udgifter, som døveverdenen krævede af dem, er nu begyndt at holde igen og trække modsat.
Der er en kamp i gang, og der er flere fronter end her antydet.
Jeg tror, at kampen fortsætter, indtil døveverdenen har tabt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar